mandag den 10. juni 2013

Sommer i Nice



 
 
Jeg kom hjem fra den dejligste ferie i fredags. Brummebjørnen og jeg var i Nice med nogle venner og nøj, hvor har vi hygget os!
 
Farverne på husene i de smalle gader, ledte tankerne hen på de mange slags sorbetis, man kan finde i isboderne dernede. Uhmmm... og de smagte godt - isene altså...
 
Promenaden (des Anglais) var et virvar af mennesker fra forskellige lande og med meget forskellige opfattelser af hvad der er "in". Der var alt fra de italienske strandløver med guldkæder og matchene speedos, til den engelske gentleman med stråhat og stok, og så selvfølgelig de mange amerikanere og japanere, som man kunne se (og høre) omkring i byen.
 
Vi levede godt. Købte baguette og brioche fra bageren rundt om hjørnet, spiste plate de jour i alle afskygninger til frokost og nød de mange muslinger (moules) med et glas kold rosé om aftenen.
Jeg er sikker på at der er kommet et ekstra par kilo på - men det var det værd, ingen tvivl om det.
 
Vi taler allerede om at tage derned igen, måske med et smut til Vence eller Monaco, hvis vi får lyst.