Feriestart
Vi var flere der gik på ferie samtidig, så fredagsmorgenmaden var usædvanlig god.
Jeg havde bagt boller med malt og fennikel. De andre havde taget frugt, juice, pålæg og guf med. Det er vist ikke unormalt at man ikke får lavet det helt store den sidste arbejdsdag inden ferien. Ikke hvis man allerede har fået afsluttet de fleste af sine opgaver. Der gik feriestemning i den og jeg kom vist også lidt tidligere af sted end normalt.
Kender I det når folk spørger: ”Er det ikke dejligt at have ferie?” lige efter at man har fået fyraften. På det tidspunkt har jeg altså ikke nået at opfatte, at ferien er startet endnu. Det plejer først at være mandagen efter, når jeg pludselig opdager at jeg ikke skal møde på job. Dejligt!
Turen til Livø
Tidlig lørdag morgen tog Kusinen, balladerne og jeg mod ø-lejr i det jyske. Danmark er nu smuk på en god solskinsdag. Blå himmel, bølgende marker, heste på græs og valmuer i vejkanten. Der var meget at kigge på på turen derover. Vi tog over Fyn op mod Århus og henover Jylland til Limfjorden og Rønbjerg Havn. På havnen mødte vi nogle af de andre mennesker, som også kommer til Livø hvert år. Det er ligesom at have en ekstra familie, man kun ser en uge om året.
Turen fra Rønbjerg Havn til Livø foregår på en lille færge, hvor der ikke er plads til biler. Den lille ballade fik lov at trutte i hornet hele to gange og var selvfølgelig meget stolt.
På Livø havn blev vi mødt af de garvede spillemænd, som modtager nyankomne med Livø-sangen ”Jeg har en rund sten nede i lommen”.
Området
Fra Livø havn går der en lang vej op til ”byen” langs massevis af havtorne- og hybenbuske. Heldigvis kommer Købmanden og henter vores baggage på sin ladvogn, så vi slipper for at slæbe. Det er den eneste bil på Livø, hvis man altså lige ser bort fra landmandens traktor m.v.
”Byen” består af en teltplads, 5 huse, en gammel kirke (der fungerer som festsal), en købmand, en kro og landmandens bondegård. Vi plejer at bo i hus 2 og det gjorde vi også i år.
Kurser og hold
Konceptet Livø-lejr går ud på at man tilmelder sig et formiddagskursus, som man følger fra søndag til fredag. Områderne spænder vidt lige fra kajak til musik.
De sidste par år har jeg været på maleholdet, som har base i en af laderne på gården. I år besluttede jeg mig for at se noget mere af Livøs natur og tilmeldte mig naturholdet. Jeg kunne ikke have valgt et bedre år – det var jo fantastisk vejr!
Vores lærer er uddannet geolog, så vi lærte selvfølgelig en masse om forskellige sten og fandt en del forstenede søpindsvin. Meget af tiden gik også med at finde spiselige planter, på henholdsvis strand, hede og i skoven. Henrik og Henrik fra hus 2 var særligt interesserede i snapseplanter og sammen dannede vi hurtigt et snapseurteteam.
Kusinen var på fotoholdet og lærte sit digitale spejlrefleks kamera meget bedre at kende.
Imens var balladerne i børnelejr, hvor børnepasserne arrangerer aktiviteter for børn mellem 4-5 år og 6-10 år. I år var begge balladerne i den store børnelejr, hvor de legede indianere og fik deres egne indianernavne. De fik deres egne indianerdragter, som de pyntede med perler, knapper og hvad de lige ellers kunne finde. Det var et stort hit.
Om fredagen lavede de fleste hold en udstilling eller opvisning. Foto- og maleholdet holdt fernisering på gården. Vi havde en udstilling med stensamling, giftige planter, spiselige planter, urtete, snap og indfangede smådyr på gårdspladsen. Om aftenen var der en stor afslutningsfest nede ved kirken, hvor koret sang og de forskellige bands spillede.
Andre aktiviteterEftermiddage og aftener kunne man bruge som man ville. Spise en is oppe ved købmanden, slappe af på stranden, gå en tur, eller deltage i volleyball- eller petanqueturnering. Der var irish cofee aften, midtvejsfest, pandekage aften og selvfølgelig den store afslutningsfest om fredagen.
Selv om vi var trætte, var vi også triste over at forlade øen igen.
Det har været en skøn tur og vi glæder os allerede til næste år!