Et udefinerbart "noget"

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gribe det her an. Jeg vil gerne skrive, men ordene er olierede, glatte og slibrige og smutter gang på gang fra mine fingres desperate greb. Jeg kan ikke koncentrere mig, jeg kan ikke fastholde mine tanker eller meningsløse filosofier længe nok til at bearbejde dem og omdanne dem til de sædvanlige kønne stykker af hverdagspoesi. De små tings skønhed eksisterer ikke længere; skyggen fra en kolossal bekymring er i vejen.

Uanset hvilke ord jeg nedfælder, vil det komme til at lyde som en passage fra en dyster, gotisk genfærdsroman eller et glamourøst og spekulativt Sherlock Holmes mysterie. Jeg kan nemlig kun afsløre halve historier, hemmelighedsfulde hentydninger og mareridtsagtige metaforer; ligegyldige, usammenhængende brudstykker, der end ikke kan stykkes sammen til en fragmentarisk afspejling af virkeligheden. Det mest absurde er, at denne ene gang er sandheden langt mere simpel og forenklet end associationerne, den bringer. Problemet er bare, det ikke er min historie at fortælle.

Ikke desto mindre er der sket noget. Noget der får mig til at blive i sengen lidt længere om morgenen, og noget der får mig til at tøve med at slå øjnene op. Noget der gør det tidlige aftenmørke langt mere trykkende og klaustrofobisk, og noget der får mig til at gå i tanketomgang og skrivekrampe. Der er sket noget, og jeg går offline for en tid. 

Tirsdag morgen

En tirsdag morgen, hvor jeg bevidst har sovet over mig, brugt tid på at bladre i en fuldkommen irrelevant fantasy-bog om en troldmands lærling, farvet min (efterhånden voldsomme) udgroning, kravlet i min nye bløde og lidt for store angorastrik, grinet med Nico, som selvfølgelig kom for sent ud af døren, vasket træningstøj, drukket ingefærte, og erfaret at pakkeposten snart ankommer med en længe ventet pakke til mig.

Skolen venter dog forude, som en slags mareridtsagtig skygge, med langtrukne timer om komplicerede pristfastsættelsesmetoder, der nærmest minder om den slags matematiske ligninger, jeg afsvor for længe siden. 

Men inden jeg begiver mig afsted igen, er der atter tid til endnu en kop te, og endnu et par spidsfindigt formulerede linjer i den tykke bog foran mig. Det er rart med tid til den slags ligegyldige syslerier. Sommetider er det bare de små ting der tæller. Og det er værd at huske på, på en grå og umotiverende tirsdag som denne. 

Lately

De seneste dage er ganske simpelthen fløjet forbi mig, hurtigere end jeg har kunnet nå at opfatte det. Og nu sidder jeg tilbage, en smule kulret og rundtosset, og kan slet ikke forstå, at det allerede er mandag igen. 

Men det har været så skønt, og jeg har været indhyllet i en lykkelig glædesrus, forårsaget af søde kærestestunder, hyggelige familiebesøg, tiltrængt gensyn med jordens 5 dejligste piger, den sjoveste bytur, og en lang, lang, lang, lang søndag med afskyeligt store mængder slik og chips, Disneyfilm, madrasser på gulvet, dyner i sofaen og den smukkeste solnedgang. Jeg har virkelig haft det så godt og så rart som overhovedet muligt.

Lyserøde lykkekøb

Det tog mig lang tid at give efter. Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg slet ikke havde brug for den strik, når nu alle andre også havde den. Men efter at se søde Sofie putte i den, og efter at mærke hvor blød og fluffy den var, kunne jeg ikke lade være. Jeg måtte få fat i den.

Selvfølgelig besluttede jeg mig så sent, at den nærmest var udsolgt overalt. Men med en smule held og en meget morgentidlig tjekning af H&M's hjemmeside fandt jeg den. Endelig. Og således blev jeg også en lykkelig ejer af den famøse Lana Del Rey angora-strik.

Neglelakken har jeg drømt om i ualmindelige tider. Jeg elsker Chanel's neglelakker, og jeg elsker især de sart rosa farvetoner. Den slags er blot kun noget jeg køber, når jeg virkelig skal forkæle mig selv. Men på en særlig grå og trist dag som denne, fortjener man også en smule forkælelse, ikke sandt? I hvert fald kom den yndige og glimtende neglelak med mig hjem idag, og det er jeg noget så glad for. 

Austen-marathon

Jeg kan aldrig nogensinde få nok af Jane Austens yndige univers. Gang på gang læser jeg hendes bøger, sukker henført over de smukke kærlighedserklæringer og drømmer om datidens storslåede baller og gulvlange kjoler. Jeg længdes efter køreture i åbne kareter, de noble manerer og den distancerede beundring. Og dog ved jeg kun alt for godt, at intet - heller ikke dengang - var så lyserødt, som det farveskær dagdrømmene tilføjer dem. Ofte fortrænges den slags realiteter blot; men de danner alligevel baggrundstæppet, der formår at trække mig tilbage til nutiden.

Ikke desto mindre er Jane Austen min litterære helt, og intet glæder mig mere, end at tilbringe en stille time i en verdensfjern krog med en af hendes syv velskrevne bøger, eller en af de talrige og overdådige filmatiseringer. Så da min søster igår foreslog et lille film-marathon tøvede jeg slet ikke med at sige ja. 

Vi nåede naturligvis slet ikke at få set dem alle; men vi så dem vi kunne nå, og fortabte os fuldstændig i de elegante kærlighedshistorier, som sirligt vævede sig ind imellem hinanden i et komplekse og kunstfærdigt dannede mønstre. Altimens spiste vi æbleskiver i massevis, drak varm kakao, og førte den uundgåelige diskussion om, hvilken af heltene der var allermest romantisk. (Anne holdt stædigt på den klassiske Mr. Darcy, og jeg blev ved med at insistere på den håbløst trofaste Captain Wentworth.) Det var virkelig en perfekt mandag, med en uheldig bivirkning; nu er jeg nemlig efterladt med en uimodståelig trang til at genlæse alle bøgerne. Igen. 

Ps, min kære søster har (langt om længe) fået en blog! Det synes jeg er rigtig fint og umådelig hyggeligt. Jeg synes afgjort, i skulle kigge forbi. I finder hende lige her. 

Currently reading #3

Denne bog er som ingen anden. Den minder mig ikke om noget, jeg har set eller læst før; jeg har aldrig stødt på dets lige, og kommer nok heller aldrig nogensinde til det igen. Der er nemlig tale om den helt særlige læseoplevelse, der dannes af en i sandhed original og nytænkende idé. Mødepunktet mellem frigjort fantasi og ægte inspiration, samlet i en smukt indbunden bog.
Hvad der fascinerer mig allermest ved denne roman er afgjort dens udtryksform. Der er tale om den perfekte forening mellem billeder, tegninger og ord. Kun halvdelen af bogen består af faktiske bogstaver - den anden halvdel er udgjort af blyantsstreger. Og hvor usandsynligt det end lyder, fuldender og supplerer de to virkemidler hinanden perfekt. Der er tidspunkter hvor illustrationerne rent faktisk erstatter sætningerne, og fortæller en akkurat ligeså tydelig og detaljeret historie, som triumferer der, hvor ordene normalt slet ikke slår til. På den måde bevæger bogen sig langt udover det sædvanlige; den bryder med sin egen form, og sprænger rammerne for hvad en roman normalt ellers er i stand til. 
Selve fortællingen og handlingsforløbet er bestemt også beundringsværdigt. På én gang fortælles der en historie om en forældreløs og ensom dreng, og hans desperate jagt på opklaring og bearbejdning af sin sorg, og en helt anden historie om hyldesten af kunsten i sin reneste form. Desuden eksperimenterer forfatteren med en meget smuk livsanskuelse, af tilværelsen gjort op i mekaniske systemer af møtrikker, tandhjul og skruer; som en slags uundgåelig, forudsigelig og dog fuldstændig tidsafhængig skæbnesberetning.
Jeg har endnu ikke færdiglæst bogen, omend siderne forsvinder hurtigt mellem mine hænder. Jeg forsøger at trække det lidt ud og i stedet nyde den enestående læseoplevelse, som jeg ved aldrig nogensinde kommer igen. Jeg forsøger at forhindre historiens ur i at gå i stå og derved langsomt tone ud i horisonten, som endnu en titel i stakken af læste bøger og sluttede fortællinger.

Min Carina

De sidste par dage, har jeg brugt i det rareste selskab. Jeg har nemlig været sammen med Carina. Ikke alene er Carina en af de næreste veninder jeg har, venskabet med hende er også et af de allerældste, jeg har. Hun er nemlig en af de få, jeg har hængt ved, lige siden jeg mødte hende for første gang i ottende klasse. Dengang knyttede vi meget tætte bånd, som skæbnens krogede veje aldrig har været i stand til at bryde. 

Det er så fantastisk med de veninder, der blot kender en ind og ud, og uden besvær kan læse ens tanker og tyde ens ansigtsudtryk. Jeg er så dybt og evigt taknemmelig for, at vi har været i stand til at bevare kontakten og beholde nærheden. Det er nemlig guld værd.

De seneste par dage har vi snakket, snakket og snakket i timevis, spist de første brunkager og set den første julefilm (Carina er nemlig ligeså jule-kulret som jeg). Vi har grinet højlydt og brokket os uforbeholdt overfor hinanden, og således indhentet de seneste måneders fravær. Og jeg har virkelig nydt det.

Nu er hun atter taget tilbage til Sjælland, og eftersom Nico er ude med "gutterne", sidder jeg alene i den mørke lejlighed og krummer mig sammen i sofaens mange folder. Tiden er kommet til at finde en bog frem fra gemmerne, og tilbringe en stille aften i selskab med en dampende varm kop ingefærte.

Miauw

Det jeg elsker allerhøjest ved efteråret (og den kommende vinter), er at det atter bliver hyggetid. Og med hyggetid mener jeg tid til at gemme sig under dyner og tunge striktrøjer. Tid til at se film, efter film efter film, tid til at læse bøger i uoverskueligt store stakke, tid til at drikke spandevis af skoldhed te, og tid til at bage småkager i massevis.

På trods af, jeg ikke jubler specielt meget over kulden, glædes jeg dog over at forberede mig til den kommende sæson ved at købe varme, rare og bløde ting til alle de ventende hyggestunder forude. Af samme grund jubler jeg over disse søde sutsko, som jeg forleden fandt i Topshop. Et sæt Mumi-nattøj er også på vej hjem til mig, og jeg er allerede begyndt at spekulere over, hvilken farve min næste striktrøje skal være. Det er kuldeglæder, når de er allerbedst. 

Instagram #2

Endnu engang er det blevet tid til de små fine Instagram-billeder, som jeg synes er så hyggelige og sjove. Små og store stunder, fanget på farten, med et grynet iPhone kamera, og et sløret farvefilter. Hvis i vil følge mig på Instagram, kan i finde mig under navnet 'Cinderellla'. 

1: November måned er over os, og med den har nattefrosten også gjort sin entré. Jeg synes, det er så fint, når alting glimter og funkler i morgenlyset, og jorden er pudret med et tyndt hvidt spindelvævslag. 

2: Nico når han er allersødest; i ren kedsomhed har han dekoreret en ganske almindelig indkøbsseddel, og jeg synes den er så sød. (Desuden undrer jeg mig gang på gang over, hvordan det er muligt, han kan have så pæn en skrift. Men det har han altså). 

3: Efterårets regnfulde dage giver mig sådan en lyst til at læse eftertænksomme digte, og kønne formuleringer. Dette digt er Tennysons værk, og kan varmt anbefales i sin helhed.

4: Smil og glat hår. 

5 + 6: Efterårskøb; bøger, te, film og en sød striktrøje. Som skabt til sæsonen.

7: I onsdags skulle Nico have kage med i skole, og jeg lovede at bage den for ham. Det blev til en gulerodskage, med opskrift herfra. Den smagte absurd godt.

8: En kop te i et af mine yndlingskrus.

9: I fredags blev det pludselig til en spontan fest og fejring af J-dagen. Jeg iklædte mig en blå kjole, og havde en fantastisk aften.

10: Med til en fantastisk fest, hører naturligvis en altoverdøvende ynkelighed dagen derpå. Jeg tømmermænds-hyggede med to søde veninder, en skål slik og Disneyfilm. Perfekt. 

Kvalitetstid

Denne fridags-mandag har været ganske herlig. Regnen har nærmest konstant trommet melodisk mod ruderne, og solen har knap nok været fremme. Stemningen har været helt perfekt til efterårshygge af den dejligste slags.

Imorges ved en 8tiden kom verdens bedste mor forbi til rundstykker, kaffe, og en god (og meget lang) snak. Sekunderne tikkede umærkeligt forbi, og pludselig blev minutterne til timer, og morgenen til middag. 

Der er virkelig få ting i verden, jeg elsker så højt, som at få min mor på besøg til en snak om alting mellem himmel og jord. For hun er nemlig den, jeg kan fortælle alle mine glæder, bekymringer, irritationsmomenter og sejre til, og hun vil altid forstå mig fuldt ud. Jeg nyder hvert øjeblik i hendes selskab, og selvom jeg skal forestille at være voksen og selvstændig og al den slags, stikker det mig stadig lidt i hjertet, hver gang hun tager afsted igen. Men jeg trøster altid mig selv med, hun snart kommer igen, og vi kan forsætte hvor vi slap. Dét er nemlig det fantastiske ved mødre; de er der altid.

Hello, November

Urene stilles, og endnu et kalenderblad vendes. Bladene der før hang på træerne, er nu faldet til jorden, og har efterladt grenene helt nøgne, sårbare og blottede. En ny og varmenuanceret farvepalet har overvundet og malet verdensbilledet med sirlige penselstrøg. Graderne daler med en næsten ubemærkelig stilfærdighed, i takt med at dagene langsomt blegner, og svinder ind til det rene ingenting.

Da jeg var yngre, hadede jeg november. Inderligt. Måneden forekom mig uendeligt lang, grå og triviel, og jeg talte med forventningsfuld glæde ned, til den var overstået og december kunne begynde. 

Efterhånden er jeg dog begyndt at lære at værdsætte den forhadte efterårsmåned. Med sin charmerende og dæmpede skønhed, sit påbegyndende mørke, og en helt særlig eftertænksom ro, er jeg blevet overbevist. I hvert fald en smule.