Den sødeste kortfilm i hele verden;

Første gang jeg så denne film, blev jeg helt rørt. Den fylder mig stadig med smil og glæde. Den er virkelig den sødeste kortfilm i verden. Og selvfølgelig er den fra Pixar. 

Dit og dat

Jeg har vist glemt bloggen en smule. Eller også har jeg bare glemt at holde øje med tiden. Eller også er det bare en blanding. I hvert fald er det længe siden, jeg har stukket hovedet ind og fremanet et lille livstegn. 

Idag er det en kold og grå onsdag; men det er slet ikke så slemt endda, for det er lønningsdag (!), og dermed også den sidste dag, som oktober har at byde på. Det er lidt svært for mig at forholde mig til; men om ikke andet, er det da et tegn på, at julen nærmer sig med hastige skridt, og det glæder mig så inderligt.

Normalt har jeg egentligt fri om onsdagen, men min underviser har idag rykket en smule rundt på timerne, og jeg må således snart begive mig ud i kulden og op på skolen. Selvom jeg ikke er meget for det, så har jeg jo sådan set ikke et valg. Afsted skal jeg.

Men indtil da vil jeg blive siddende her i sofaen indhyllet i min lune dyne. Og nyde stilheden og døsigheden, der langsomt har sænket sig over mig.

Fredag

Idag har jeg; morgentrænet, vækket Nico kl. alt-for-tidligt, brugt lidt penge nede i byen og endelig købt "The Nightmare Before Christmas" som jeg har ønsket mig i 110 år, støvsuget, kigget reklamer, haft meget glat hår, familiehygget, set Grey's Anatomy, spist lækker salat, læst en smule Hemingway og nydt de få solskinsstråler med en lille gåtur i formiddags.

Idag har jeg ikke; været i skole (shame on me), pudset vinduer, sovet nok, kunnet stoppe med at grine over Nicos skøre syng-en-sang-med-alle-ordene-fra-føtex-tilbudsavisen mani, tjekket min mail, fået hentet bøger på biblioteket, husket at købe fryseposer, kunnet finde min computeroplader eller været specielt glad for mine underboer som larmer en smule for meget til, at jeg kan læse. 

Idag har været en god dag.

Søstrene Grene

En butik på mange måder fyldt med skrammel og alverdens ubrugelige dimse-dutter; og dog en af mine helt uundværlige yndlingsbutikker. Jeg elsker at spadsere rundt derinde, uden egentligt at mangle noget overhovedet, og alligevel nå op til kassen med en fyldt kurv. Jeg elsker udvalget af søde gavekort, kulørte notesbøger og sjove sæsonbetonede kostumer og hatte.

Igår kiggede jeg hurtigt forbi på hjemvejen, og kom således hjem med små skumfiduser til den varme kakao, en mintfarvet blikdåse med pigede plastre, et hjerteformet teæg, endnu en notesbog, en prinsesse-blyant og to fine kort. Jublen er stor, omend tingene er ganske små. 

Og ps; det er altså virkelig, virkelig, virkelig svært ikke at komme i julestemning, når de første små nisser allerede er begyndt at titte frem på butikshylderne. 

Jeg griner stadig;

Åh!

Lige siden jeg afleverede mit BA-projekt i starten af september, er det blevet et dagligt ritual at tjekke min mail med hamrende hjerte og voldsom frygt, morgen, middag og aften. Efterhånden som dagene og ugerne er gledet stilfærdigt forbi uden den ventede mail, er min nervøsitet vokset og vokset til helt ukontrollerbare højder. For hver dag der er passeret, har min afleverede opgave vist sig at være mere og mere mangelfuld, og jeg har fundet flere og flere fejl. Det har nærmest været tortur. 

Men igår! Igår tjekkede jeg som sædvanligt min mail, og pludselig var dén der! Og med ét blev al angsten fortryllet om til ren lykkejubel. Jeg har nemlig fået et yndigt 10tal. Og jeg er så fuldstændig overvældet, lettet og stolt. Det er langt bedre, end jeg havde turde håbe på. Hele dagen igår sad jeg bare med et stort smil klistret fast på mine læber; jeg kunne simpelthen slet ikke lade være. 

Og nu fejrer jeg det, ved at læse den bog, mit BA-projekt omhandlede. "Persuasion" af Jane Austen. Det er den absolut smukkeste historie, jeg nogensinde har læst. Det er min absolutte yndlingsbog. Den er desværre blot så undervurderet, og oftest læser folk "Emma" eller "Pride and Prejudice" i stedet for. De er bestemt også gode, men "Persuasion" er den bog, der har fået mig til at tude (meget, og mange gange), til at gispe, og til at juble. Den rører mig hver evig eneste gang, og jeg bliver lige chokeret og forbløffet over dens virkning ved hver gennemlæsning. Læs den. Jeg kan slet ikke anbefale den nok. 

Back to school

Jeg er træt, min krop er tung og min sindstilstand er ugidelig. Vækkeuret har ringet og annonceret det uundgåelige; efterårsferien er forbi. Om lidt skal jeg skynde mig ned til bussen, og jeg kan først begive mig hjem igen kl. 17. Tirsdag er ikke ligefrem min yndlingsdag.

Det har taget mig lang tid at indse sandheden. Jeg har forsøgt mig med tålmodighed og tænke-tid, men jeg er efterhånden nået frem til den åbenlyse erkendelse; jeg bryder mig ikke om mit tilvalgsfag. 

Det er en kombination af flere forskellige ting. Først og fremmest, finder jeg ingen udfordring eller glæde i at gennemgå ting, jeg lærte for længe siden på handelsskolen. Dernæst lapper fagene utroligt meget over hinanden, og gentagelserne er mange. Faktum er, at jeg sidder og keder mig i timerne, og bruger tid på alt muligt andet end at lytte efter og engagere mig. Jeg sørger for at læse og lave mine lektier, men jeg kan ikke holde koncentrationen, for mit hjerte er ikke med i det.

Og hvad kan jeg gøre ved det? Ikke så forfærdeligt meget. Bare tanken om at skifte tilvalg, er nok til at gøre mig svimmel og ør. Det er jo blot det sidste år; den sidste krampetrækning inden titlen 'Bachelor' er indenfor rækkevidde.

Det er jo ikke fordi, jeg hader tilvalget overhovedet. Det indeholder mange interessante elementer, og sommetider får jeg et lille glimt af noget inspirerende. Jeg er bare ikke begejstret. Heldigvis er jeg næsten nået halvvejs, og jeg håber sådan, at de nye fag efter jul bliver mere spændende og fornyende. Ellers er der ikke ret meget andet at gøre, end at indstille mig på et meget langsommeligt skoleår. 

Efterårstid = hyggetid

Det er som om, der blæser noget fint og skrøbeligt i luften, som spreder et tykt lag af tanker, inspiration og forundring. Noget der gør dagene lidt mere behagelige, og lidt mere hyggelige. Noget der giver mig lyst til at fordybe mig i tunge bøger, bygge huler af dyner og tæpper, indhylle mig i bløde striktrøjer og bruge hele dage på at se Disneyfilm. Noget der fremkalder røde kinder, løbende næser og talrige kram. Noget der giver mig lyst til at glemme hele omverdenen, og istedet hvile i Nicos varmegivende arme hele dagen. Noget der får mig til at åbne vinduerne, lytte til regnvejret og indånde den helt særlige duft af vådt græs og gradvist tidligere mørke.

Jeg tror, det kaldes efterår; og jeg tror ikke så meget, det er en årstid, som det er en sindsstemning. 

Currently reading #2

Der er så mange bøger, jeg gerne vil læse, og dog så lidt tid til at læse dem i. Jeg har faktisk en "bog-liste" fyldt med titler, jeg ønsker at kigge nærmere på. Den er noget lignende uendelig; for hver gang jeg får læst en bog, er der mindst ti andre, jeg kommer i tanke om, jeg også vil læse. Det er egentligt også fint nok, for på den måde løber jeg aldrig tør for læse-inspiration.

Den meget omtalte "Jordens Søjler" af Ken Follett har efterhånden hjemsøgt min bogreol adskillige gange. Jeg har fået den anbefalet af rigtig mange begejstrede læseheste (deriblandt også min mor), men har aldrig rigtigt haft tiden eller lysten til at begynde på den. Men nu er jeg langt om længe gået igang, og er allerede nået over halvvejs i den tunge mursten. Jeg er endnu lidt splittet mellem dyb begejstring og store spørgsmålstegn, men om ikke andet er jeg underholdt, og bogen virker meget lovende. 

Det næste læseprojekt på min liste er - den mindst ligeså omtalte - "Hulebjørnens Klan" af Jean M. Auel. I lang tid har det irriteret mig, at jeg tilsyneladende er den eneste i verden, som endnu ikke har læst den; så jeg har besluttet, at bruge de sidste feriedage på at granske de første ord, og vende de første sider i den nærmest sagnomspundne beretning. 

Det er jo faktisk også det, efterårsferien er bedst til; timevis af læsning og komplet fortabelse i fiktive og fantasifulde universer. De kolde oktoberdage er som skabt til at gemme sig bag tykke mure af slidte paperbacks. I hvert fald efter min mening. 

En gave

Mine søde forældre er netop hjemvendt fra en lille solskinsferie på Malta, og jeg er taget til Jylland for at besøge dem, kigge feriebilleder med dem og tage del i deres pudsige rejse-anekdoter og typiske klodsede turist-uheld. Det er nemlig altid sjovt og hyggeligt at høre om. 
Med sig hjem i kufferten havde de også en gave med til mig. Det er lidt sødt at modtage den slags "rejse-gaver" fra fremmede lande - uanset hvad gaven så end måtte være. Denne gang er jeg blevet forkælet med en parfume, som jeg har ønsket mig rigtig længe. Den dufter himmelskønt, og jeg knuselsker den allerede. Hermed et stort hurra for fine parfumer og betænksomme forældre!

Instagram #1

Jeg elsker Instagram! Det er den fineste app nogensinde; at have den installeret er lidt ligesom at have et fjerlet og transportabelt fotoalbum med sig overalt. Jeg bruger det glædeligt til at forevige små hverdagsøjeblikke, som ellers ville være blevet glemt og opslugt af tidens, alt for hurtige, forbigang. 
Hvis har lyst, kan i finde mig på Instagram under navnet 'Cinderellla'. 

1: Jeg træner ofte om morgenen. Og når jeg efter en intens svedetur kan træde ud og beundre en rosa-farvet himmel, er det den bedst tænkelige start på dagen overhovedet muligt.

2: Varmende sutsko på kolde gulvbrædder.

3: Hjemme hos min mor bor verdens sødeste kat; Rasmus. At besøge hende er en inderlig glæde. 

4: Et eftermiddagsprojekt i form af et 1000-briks puslespil. Det tog Nico og jeg flere uger om at færdiggøre det, og i al den tid var vores spisebord helt gemt væk i de farverige brikker.

5: Rødlige efterårsfarver.

6: Med til efteråret hører også suppe i alle afskygninger. Nico kokkerede for nylig verdens bedste tomatsuppe.

7: Smukke ord i Terry Pratchett's bog "The Colour of Magic".

8: Et styks stirrende Rikke.

9: Min fredag blev brugt i selskab med sødeste Sofie med shopping og god snak.

10: Kulden får mig automatisk i julestemning. Det er uundgåeligt. Og efterhånden som de søde jule-ting begynder at poppe frem i alskens butikker, fremkaldes min trang til at nynne julesange helt ustyrligt.  

I skoven

Kaskader af gyldne refleksioner og brændte nuancer, som en slående kontrast til den trøsteløse grå himmel. Lange gåture i bløde skovbunde; små eftermiddagsudflugter med spejden efter svampe, kastanjer og grankogler. Visne blade, nøgne grene, en hylende vind og kolde tæer. Jeg elsker oktober. 

The Casual Vacancy

Jeg tror det væsentligste kriterium for at elske Rowlings seneste roman, er den tilgangsvinkel og de forventninger, man nærer inden overhovedet at have læst den første linje. Jeg tror vigtigheden af, ikke at forsøge at gætte, hvor romanen bærer henad er helt essentiel. Og altafgørende.

Den dybtrøde bog med de hidsige gule og sorte kontraster indeholder nemlig ikke et spor af magi. Ikke det mindste sandkorn af tryllestøv har forvildet sig ind i plottet og handlingen, og sproget indeholder end ikke det mest simple trylleord. Karaktererne er hverken sagnomspundne eller heltemodige; snarere tværtimod. 

I stedet er romanen gennemsyret af et råt - og til tider kynisk - verdenssyn, med en ironisk distanceret fortællerstemme. Det usle, gemene og frem for alt; det menneskelige, er hvad der er i fokus. For dette er en roman, der søger at fremstille dens karakterer og miljø fra et realistisk og ufiltreret synspunkt. Ingen karakter er gennemført god eller gennemført ond. Alting er farverigt nuanceret; alting har flere sider.

Der er på ingen måde tale om en latterspredende læseoplevelse med en oplysende og meningsgivende pointe. Snarere er meningsløsheden hele moralen med historien; samfundets uretfærdige og blinde kaos er det sande omdrejningspunkt. 

Rowling har med romanen formået at skildre en lille brøkdel af virkeligheden med hendes beundringsværdige - og famøse - skrivestil og billedsprog. Med et virvar af metaforer og sarkastiske bemærkninger, kastes læseren forvirret rundt i en politisk manege. Ikke alene beretter bogen om enkelte skæbner - den maler et tydeligt og dybdegående portræt af helt samfund. 

Jeg nød bogen. Jeg nød det helt uforudsete skift i Rowlings skrivestil. Jeg nød at følge mange hovedpersoner og stemmer på én gang. Til tider spekulerede jeg en smule over, hvorvidt Rowling karikerede det uvidende snæversyn i en for aggressiv grad, men nåede til den konklusion, at det blot understregede budskabet tilpas tydeligt.

Jeg nød at blive overrasket. 

Stand-by

På det seneste har jeg haft vældig travlt, og har som følge deraf faret rundt fra sted til sted i mønsterdannende cirkler, som en lille forvirret arbejdsmyre. Men travlheden har været af den fornøjelige slags med hyggelige veninde-aftaler, kærestemiddage og familiegensyn. Og det kan man jo ikke rigtigt klage over.

Dog er det rart endelig at kunne læne sig tilbage, gemme sig en smule i sin løse, hvide yndlingsstrik, drikke en kop velduftende te og gennemlæse sin søsters velskrevne og meget ambitiøse BA-opgave. Senere står den på en lang gåtur i det rød-gyldne efterårslandskab efterfulgt af varm kakao og filmhygge med min kæreste Nico. En helt perfekt søndag med stand-by knappen trykket i bund. 

Jeg er ellevild med...

... Den fine bubblegum-pinke nederdel jeg købte i Topshop i sidste uge. Det var et køb af den slags som jeg havde overvejet grundigt og længe spekuleret over - og det gjorde det blot endnu skønnere endelig at køre kortet igennem og få den knitrende pose i hånden.  Faktisk burde jeg nok blive lidt bedre til at planlægge mine køb. På den måde er man nemlig sikker på at få købt noget, man virkelig vil skatte højt i lang tid. 

Movie night

Der er noget fint og helt efterårskorrekt over mørke oktoberaftener oplyst af flakkende skær af stearinlys, en velvalgt tegnefilm og løse snakke om alt mellem himmel og jord.

Jeg tilbragte således min tirsdag aften i selskab med to af verdens sødeste piger, og en masse chokoladekiks. Vi så "Up" og blev helt revet med; små tårespor formedes, da den lidt vemodige og meget smukke kærlighedshistorie indtog skærmen, og ustyrlige latterkramper boblede frem hver gang den ensidige Dug dukkede op.

Aftenen sluttedes med en lille gåtur i de måneskinsbelyste gader, et velkendt busstoppested, hjertelige kram og et løfte formet i de mest hverdagslignende fraser: "Vi ses snart igen." 

Mandagsrutine

Min mandag morgen ser for det meste nogenlunde sådan ud. Mit nye skema giver mig nemlig fri om mandagen, og mens hele verden udenfor jager forbi, kan jeg varme mig på en kop varm kakao og spise min morgenmad over kulørte billeder i blanke magasiner.
Hvor paradoksalt det end lyder, er jeg begyndt at holde meget af mandage. De giver mig en mulighed for at nå alt det, jeg glemte i weekenden, hvilket ofte er rengøring, indkøb, træning og lektielæsning. Det er rart at få en ekstra dag foræret til den slags gøremål. Det kunne jeg godt vænne mig til.

Stemningsmusik

Jeg sidder sammenkrummet i det tætomsluttede mørke og betragter dagen svinde ind. Lyttende til smukt guitarspil og en kraftfuld stemme. Blide toner, der blander sig med Nicos koncentrerede udråb fra computeren. Snart vil jeg gå i seng og sove trygt. Godnat.

Søndagsaktivitet

Det er pudsigt hvordan, man aldrig kan se hvad den enkelte brik forestiller. Det er blot uklare klatter af farver og slørede nuancer - lige indtil man finder den matchende del. Pludselig bliver farveflimren forvandlet til et menneskeansigt, en gul taxa, et højhus, eller et farverigt og komplet billede af Times Square.
Det minder mig lidt om noget, min mor altid sagde. En gammel læresætning om, at man skal huske at fokusere på helheden fremfor brudstykkerne. Det burde jeg nok blive lidt bedre til at huske på. 

Currently reading #1

Jeg kan slet ikke forstå, jeg endelig sidder med den i hænderne; bogen jeg har ventet på, lige siden den blev annonceret. Bogen jeg har glædet mig til, før jeg overhovedet anede, hvad den hed, eller hvad den handlede om. Udelukkende kun på grund af forfatteren. J.K. Rowling - en levende legende. 

Der er få, jeg beundrer så glødende og inderligt som hende. Ikke så meget på grund af, hvad hun skrev, men mere på grund af hvordan hun skrev det. Så fuldstændig udpenslende og gennemtænkt helt ned til mindste, tilsyneladende ubetydelige, og mikroskopiske detalje. Og alle disse finurlige detaljer eksisterende side om side med et så uhyggeligt præcist og overblik, som tilføjede mening til selv den mest tilfældige episode forlængst forsvundet i læserens hukommelse. Med yderst opfindsomme metaforer, et personligt og varmt humoristisk sprog, vandt hun mit hjerte. Og min barndom. 

Og nu sidder jeg atter og krammer en bog med hendes navn påtrykt. Jeg er fyldt af et  flaksende virvar af sommerfugle og forventningens uundgåelige glæde; med udsigten til et fornøjeligt gensyn med de forunderlige formuleringer og sproglige finesser, der netop kendetegner Rowlings forfatterskab i mine øjne. 

Med dig

Jeg drømmer om klare, stjerneløse nætter og dig ved min side. Dansende silhouetter og  gyserhistorier fortalt med en hæs hvisken; som giver mig en undskyldning til at sitre nervøst og trykke min krop mod din. Inderlige hemmeligheder, som du aldrig har fortalt en levende sjæl før, historien om hvordan du fik dit ar på maven, og hvilken Ninja  turtle du helst ville være som lille. Om at falde i søvn, helt viklet ind i dig, som en hjælpeløs flue i en edderkops glitrende spind uden en eneste flugtmulighed. Om at vågne med hovedet begravet i dit solskinsreflekterende hår og indånde din helt særlige duft, helt ned i lungerne og ind i mit system. 

Jeg drømmer om forpligtningsløse dage, og en manglende tidsfornemmelse, der får dagene til at glide sammen til et flimrende miskmask af kildne tæer, skingre sangstemmer og dårlige jokes med glemte punchlines. Planlægningen af en fjern fremtid, valget af børnenavne og den uundgåeligt medfølgende diskussion, hvor du bliver ved med at hævde at din søn skal hedde Malthe, indretningen af et imaginært hus med både walk-in og et bibliotek, din drømmebil og vores bryllupskage. Opbygning af surrealistiske luftkasteller og glødende fremtidshåb.

Jeg drømmer om kys, der vil vare forevigt, og tre ord der aldrig, aldrig, aldrig nogensinde vil miste deres betydning. 

Forfra. Igen.

Jeg har efterhånden begyndt dette indlæg fire-fem gange. Det er som om, mine fingre ikke helt kan finde de rigtige kombinationer af tastaturets mange mulige tegn. Som om ekkoet af tusinde ordkunstner spøger lidt endnu, og skræmmer mig en smule.

Så jeg begynder nu for femte gang; og i stedet for at stræbe efter perfektion og korrekt tegnsætning, skriver jeg blot tingene, som de er. Det er hele pointen med denne blog i modsætning til min gamle. Jeg vil blot skrive fra hjertet - og med hjertet.