mandag den 29. september 2014

Roser og et nyt mønster

Da Carla gerne vil kunne svinge lidt med skørtet, tænkte jeg at jeg måtte prøve at tegne et kjolemønster der både er rimelig praktisk ift. børnehaveliv og samtidig kan dreje rundt. Det er hermed gjort og jeg er rigtig glad for resultatet.

Stoffet er fra stofdepotet og jeg har også  en kjole til mig selv  liggende i det samme stof - den ligger på toppen af sykurven.....der er forbud mod at klippe mere lige nu, for der er bare ikke plads til mere, så jeg har måttet tage gulvet i brug til ufærdige projekter.




søndag den 28. september 2014

En farlig kjole

Jeg prøver at få brugt lidt rester og da jeg syede denne kjole til mig selv, var der lidt tilbage, men ikke nok til en hel kjole til Carla. Derfor blev det fine stof kombineret med lækkert tiger-jersey fra stofdepotet.....ikke sejt nok til Emil åbenbart men lidt for farligt til Carla, mente hun , da hun så kjolen første gang. Nu er den set an og taget i brug og hun er sikker på at hun bliver lidt sejere med kjolen på.

Mønstret er fra minikrea (raglan-t-shirt i kjoleversion - jeg har bare forlænget mønstret en smule).



fredag den 26. september 2014

Bloganbefaling: KakTusser

Så blev det fredag - jeg glæder mig til weekenden hvor vi skal til 70 års fødselsdag i familien. Udover det og Emils karate på søndag, så er der INTET på programmet.

Jeg håber desuden på at komme i gang med træningen igen, da der desværre har været en ufrivillig træningspause pga. at jeg i tirsdags fik bortopereret noget hudkræft (ikke aggressivt) og et modermærke og efter strenge ordrer fra den flinke læge, skal holde mig bare en lille smule i ro - i morgen vil jeg forsøge mig med en løbetur.

Nu skal det ikke handle om mig - en bloganbefaling her fra - kender I Anja med bloggen KakTusser? Anja er rigtig kreativ...hun kan både hækle, sy og meget andet, og så synes jeg hun laver nogle rigtig fede ting. Desuden virker Anja bare virkelig sød og nede på jorden - det betyder også noget for mig, når jeg følger en blog. Anja er rigtig sød til at dele, så tjek også hendes DIY´s.










torsdag den 25. september 2014

Månedens mønster: bluse med raglanærmer til mig

Jeg har været flittig ved symaskinen og har fået færdiggjort lidt projekter fra sykurven. Blandt andet denne bluse, som jeg har besluttet skal være månedens mønster i september.

Mønstret er fra Stof & Stil (nummer 22039 - tror jeg....for det er et mønster jeg har lånt for over et år siden, tegnet af, lavet om osv.).

Ærmerne er noget blankt, tyndt strikstof fundet i bunken med assorteret opklip hos stof & Stil til kr. 29,95 for 1,5 meter. Den blomstrede jersey er fundet i restebunken.

Blusen er lavet lidt oversize og jeg er rigtig glad for denne model.





Hvornår bør man sige sin mening?

Lidt tanker her fra mig om noget, der egentlig ikke er særlig vigtigt men here goes....

Vi har besluttet at vi skal have kat - egentlig er jeg allergisk men vi har fundet en kattetype, jeg ikke er allergisk overfor, og det er et MEGET stort ønske fra Emils side at få en kat. Casper og jeg er desuden enige om at det er sundt for børn at have et kæledyr, og vi har længe talt om hamster og marsvin m.m., men det er naturligvis svært at overbevise Emil, når ønsket er en kat. Det skal lige siges at vi også godt kan lide kat, men havde vi ikke haft børn, skulle vi nok slet ikke have noget kæledyr.

Det der undrer mig lidt er (nogle) folks reaktion, når Casper og jeg har fortalt at vi skal have en kat. Nogle har sagt - "hvorfor skal I dog det", flere har sagt "det siger overhovedet ikke mig noget". Andre har også sagt "hvor hyggeligt", "dejligt", "spændende" osv.

Men hvorfor er det at man har behov for at komme med udtalelser som " katte siger overhovedet ikke mig noget"? Er det nødvendigt at komme med sådan en udtalelse? Det er da helt fair at man ikke bryder sig om katte, men man kan vel regne ud at vi er glade for at vi skal have en kat, så hvorfor sige sådan?

Det er altså ikke fordi jeg bliver ked af at folk siger sådan - jeg forstår bare ikke at man har behov for at nævne det.

Hvis min kollega fortæller mig; vi har lige købt en lækker Audi, så udbryder jeg altså ikke: "Det siger ikke mig noget" selvom biler ikke er nogen prioritet for mig. "hvor fedt - det er da lækkert med en ny bil", for det er det jo for dem.

Da Casper meldte sig til sit første halvmaraton sagde jeg ikke "det siger ikke mig noget" (jeg sagde til gengæld "du er verden sejeste og dejligste mand og jeg hepper på dig".

Da en kollega fortalte at de skulle på camping i 14 dage i sommerferien sagde jeg ikke "det siger ikke mig noget - jeg vil meget hellere på 5-stjernet hotel". "hvor hyggeligt" sagde jeg.

Jeg synes selvfølgelig at man skal sige sin mening hvis man blive spurgt, men skal man altid give sin mening til kende?

Børns hverdag: madpakker

Jeg er hoppet med på en lille blogleg hos Anne med bloggen Krittewitt  - jeg er så bare ikke rigtig kommet i gang, men nu skal det være:-)

I løbet af september (som så snart er gået) skal man lave indlæg om disse emner:

1 Madopskrift
2 Diy
3 Indretning
4 Oplevelse med børn
5 Boganmeldelse
6 Børns hverdag
7 Museumsanmeldelse
8 Ønskeliste
9 Bloganbefaling
10 ?????

Man bestemmer selv hvordan man fortolker emnet og man kan også slå flere emner sammen til ét indlæg. Og jeg tillader mig desuden at tage dem i tilfældig rækkefølge.

I dag har jeg valgt at det skal være nummer 6: børns hverdag og jeg har besluttet at komme med lidt inspiration til madpakker - ikke noget revolutionerende, men her kan I se hvad Emils madpakke bl.a. kan indeholde:


Spaghetti med kødsauce (varmes i microovn), klapsammen af grovtoast med peanutbutter, gulerodsstave, honningmelon, nødder og tranebær.


Koldskål med kammerjunkere, agurkestave, nødder, cheez dippers og sandwich med ost, salami og agurk.


Frugt, mini-salami, gulerodsstave og madmuffins (med skinke, ost og majs).


Cashewnødder, tranebær, agurk, cheez dippers, croissant og klapsammen med ost, salami og agurk.


Fuldkornshorn med kylling og pikantost, nødder, agurke- og gulerodsstave og müslikiks (desuden melon til formiddagsmad).


Pizza med skinke og ost, smoothie, cheez dippers, hindbær og mini salami. Til formiddagsmad croissant med mørk chokolade.

Som den skarpe læser nok har bemærket er der ingen rugbrødsmadder i madpakken - næ.....for det kan Emil ikke lide, og jeg spiser ikke selv rugbrød og mener sagtens en madpakke kan bestå af andre ting. I øjeblikket har han ofte sandwich-rugbrød med og det er han glad for, men det almindelige er bare ikke noget for ham.

tirsdag den 16. september 2014

Sølvstriber

Jeg er altså ret glad for det her mønster fra Stof & Stil (23091) - det er så hurtigt at smide en kjole igennem maskinen og så kan jeg jo godt lide en kjole der ikke strammer nogle steder;-)

Denne er syet af stof fra Stofdepotet. jeg har valgt at vende striberne modsat på bagstykket og det synes jeg giver en fin effekt. Kjolen er også fin med et bælte (hvis ikke man er udstyret med sådan nogle hofter som jeg har).




fredag den 12. september 2014

Sølvkjole

Jeg har flere gange kigget på det fine sølvfarvede stof fra Stofdepotet, men jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle bruge det til. Da jeg så så at det kun kostede kr. 30 pr. meter, tænkte jeg at det sagtens kunne ligge lidt på stofhylden uden et formål.

Nu er det lavet om til en kjole til mig - den er syet efter mit eget mønster og jeg er rigtig godt tilfreds med den - jeg tror dog at jeg vil tage lidt af bredden i taljen.

Et stk. sølvkjole for ca. kr. 45.

God weekend.



torsdag den 11. september 2014

Lårkort med flagermusærmer

Ja, jeg er her jo endnu, og nu er der endda kørt lidt igennem symaskinerne. I første omgang en lårkort kjole med flagermusærmer. Mønstret har jeg selv lavet (smid en bluse oven på noget stof og klip ud som du har lyst:-)) og stoffet er fra Stofdepotet.

Jeg tror faktisk at jeg skal sy nogle flere af denne slags kjoler, eller måske lave mønstret om til en bluse.

Nå, men jeg er stadig i gang med Fit på 100 dage (en bog af Anne Bech) og nu er jeg på dag 32. Jeg siger jer, at det er hårdt for sådan en vatarm som mig, der stort set ikke har rørt sig i 8 år! Pyha, hvor jeg lider nogle dage når jeg træner, men så må der jo bare være ekstra potentiale for at opnå resultater eller noget;-)

Jeg vil påstå at bogen ikke er skrevet til sådan en som mig (der taber til sin 7-årige søn, når vi lægger arm), der ikke har dyrket nogen form for motion i så mange år, men har man et mere normalt udgangspunkt, vil programmet nok stadig være hårdt men mere overkommeligt. På trods af mine lidelser kan jeg godt lide konceptet - jeg er typen der har brug for en plan og det har jeg her, og så er det jo bare at gå i gang; jeg bruger imellem 35 og 45 minutter på træning 5 dage om ugen.

Kostplanen har jeg afprøvet i en uge, men jeg synes ikke at roastbeef, blåbær og cashewnødder er et måltid (jeg kan lide det hele, men ikke sammen og ikke til morgenmad), så lige nu følger jeg The golden 8 i stedet: det betyder at jeg skal holde mig til grøntsager, kød, fisk og skaldyr, æg, nødder, bær, skyr og olie og det går helt fint med det.

Og har jeg så fået noget ud af mine lidelser? Jeg glemte desværre at måle mig da jeg startede, men jeg har på tre uger tabt 32 cm målt på lår, numse, mave, talje, hofter og bryst. Man skal også måle sig på overarm, læg og knæ, men der kommer jeg altså ikke til at tabe mig - jeg satser endda på at jeg nok opbygger lidt muskler på mine små overarme:-) Vægten står til gengæld helt stille - jeg har tabt 300 gram på de 32 dage, så det må jo betragtes som et ikke eksisterende vægttab (desværre).





mandag den 1. september 2014

Påfugl i fine farver

Tak for jeres søde kommentarer til forrige indlæg - I skal nok få en opdatering om min "nye" livsstil, hvis man kan kalde det det. Jeg måler og vejer mig en gang om ugen og i næste uge vil jeg fortælle jer mere om hvad fit på 100 dage går ud på.

Jeg har slet ikke fået vist jer denne sommerkjole. Det er samme mønster som denne (23091 fra Stof & Stil). Igen har jeg droppet bæltet og denne gang har jeg lavet udskæringen på ryggen lidt dybere end originalmønstret (for at variere dem lidt - jeg har klippet nogle stykker:-)) Jeg er ikke tilfreds med ombukket i halsen - jeg tror jeg er kommet til at strække stoffet lidt, men jeg må jo øve mig lidt på den del så.

Stoffet er fra Stopdepotet og findes i flere farver. Nu vender det gode vejr heldigvis tilbage så jeg kan nå at bruge den lidt mere, og ellers kan den heldigvis bruges med et par strømpebukser og en trøje.