For nogle uger siden skrev jeg nok så flot, at der ville komme en 3 og sidste del i føljetonen. Den har ligget som kladde i flere uger og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle med den, da den er alt for lang og alt for kedelig og for at gøre det hele endnu værre, så har jeg ikke et eneste lille bitte billede, der har det fjerneste med soldaterlivet at gøre. Sig ikke, at jeg ikke har advaret.
Og så stod man der, frisk udklækket fra konstabelskolen, med al sin tilegnede viden. Jeg kunne skille en maskinpistol ad, jeg kunne skyde med den, jeg kunne kaste med håndgranater, jeg var god til at splejse et kabel og jeg kunne pudse støvler, så selv Den Kongelige Livgarde ville have været imponeret. Var der noget jeg kunne bruge al den viden til? Ud over støvlepudsningen, så NEJ!
Det var en meget anderledes verden jeg kom til. Når jeg tænker tilbage, så kunne jeg vel sådan set lige så godt være havnet på et kommune-, post eller advokatkontor. Eneste forskelle var, at det altså var et signalkontor og på grund af uniformen, havde jeg et tøjbudget, der var noget nær nul. Var jeg skuffet? Jeg kan ikke længere huske det, men jeg havde jo selv valgt og kæmpet for at komme til det tjenestested og så kan man jo ikke tillade sig at være skuffet.
Også på det menneskelige område var det en brat opvågning. Elevtidens beskyttede verden, hvor officerer og befalingsmænd enerådigt bestemte, var væk. Nu skulle man tage hensyn til helt andre personer, uden militær baggrund, der ved hjælp af manipulation bestemte mangt og meget. Velkommen til den virkelige verden, Annette.
Men der var skam også lyspunkter! Mange endda! Et af dem var muligheden for at blive klogere ☺. Allerede på konstabelskolen, havde vi haft mulighed for at tage brevskolekurser fra Danmarks og Hærens Brevskole og da jobbet var i skiftehold, var der på aften- og nattevagterne mulighed for at “studere”. Jeg tog brevskolekurser i alverdens ting, brugbare og ikke-brugbare, bare for at nævne nogle få, så var der indendørsarkitektur, reklametegning, dansk, engelsk, fransk og praktisk militærpsykologi, ikke at forglemme. Jeg var lidt stolt, når jeg kunne føje et nyt kursusbevis til samlingen. Ud over dette, så gav Forsvaret også en anden mulighed for uddannelse, civilundervisning. Efter 3 måneder på tjenestestedet regnedes man for færdiguddannet og fik en kontrakt, der gjaldt til det 35 år. I løbet af denne kontrakttid optjente man undervisningsuger (civilundervisning). Jeg mener, at kunne huske, at 1 arbejdsmåned = 1 undervisningsuge. Flotte vilkår, gad vide om den mulighed stadig eksisterer?
Trangen til at komme væk var der hele tiden, ikke fra Forsvaret, nej slet ikke. Men fra tjenestestedet og det indebar, at Forsvarets jobannoncer blev pløjet igennem og drømmen var, at finde et tjenestested et eller andet sted ude i den store verden, hvor både min mand og jeg kunne gøre tjeneste. Men tiden gik, vi købte hus og i 1977 blev vores guldklump født og “så render man jo ikke lige af pladsen”.
Jeg holdt ud i 11 år sammenlagt, hvoraf jeg var væk i 1 år på civilundervisning. Jeg har givetvis været ganske uudholdelig for mine nærmeste kolleger, for jeg kunne ikke se noget positivt i jobbet, jeg ville noget andet. Selv om jeg i mellemtiden havde fået langtidskontrakt, der gjaldt indtil det 45. år, tog jeg orlov i 1 år, for at være sammen med vor datter det år hun skulle starte i børnehaveklasse, for derefter at forlade Forsvaret.
Egentlig havde jeg troet, at det skulle være et bestemt, absolut definitivt farvel til det danske Forsvar, dengang i 1983, men man har jo som bekendt et standpunkt, indtil man tager et nyt.
Et par år senere, nærmere bestemt i efteråret 1985, fik jeg opsnuset, at et center ved Flyvevåbnet søgte personel med kvalifikationer indenfor lige præcis det område, som jeg havde arbejdet med i 11 år. Da det oven i købet var et job for civilt personel, hvilket betød ikke flere af de forhadte løbeture, tog det mig ikke lang tid at få ansøgningen skrevet, komme til samtale og til al held blev jobbet mit.
I det job havde jeg 5 pragtfulde år sammen med skønne mennesker. En del kolleger havde været pionerer inden for Flyveradiotjenesten på Grønland og Færøerne og det var en sand fryd, at høre dem fortælle om årene deroppe. Jeg hørte for første gang om en klapmyds, lærte at høre P1, fandt ud af, hvor enorme mus kan blive, når kollegerne har ondt af de stakkels dyr og fodrer dem med risengrød og andre gode sager ☺. Af og til kan jeg stadig savne de kolleger og chefen, de er fantastiske mennesker. Men det var også 5 barske år med megen overarbejde, min mand var ofte væk på kurser og øvelser og som om jeg ikke havde nok at bruge min sparsomme fritid til, så havde jeg også meldt mig i hjemmeværnet. Lykkeligvis havde vi min mor, der på daværende tidspunkt var blevet enke, vi udnyttede hende groft, til at være barnepige for barn og hund.
Jeg var godt klar over, at det måtte stoppe med det spændende job. Efter 16 år i skifteholdsarbejde, kneb det med at blive ved med at klare det fysisk. Jeg blev mere og mere klar over, at jeg var nødt til at finde et job med arbejde i dagtimerne. Det lykkedes og endda indenfor Forsvaret ☺.
I det nye job fandt jeg mig selv stående foran en opgave, som jeg ikke havde det fjerneste forstand på. Jeg havde på daværende tidspunkt arbejdet med kommunikation indenfor Forsvaret i 16 år og mit nye job handlede om fly, vel og mærke jagerfly! Det var spændende, meget spændende og takket være en dejlig pige, som jeg kom til at dele kontor med, så lykkedes det os at klare mange sjove udfordringer. Tak, kære Tove.
Selvfølgelig kunne jeg ikke bare stille mig tilfreds med det ☺. Da staten på samme måde som det kommunale gav adgang til videregående uddannelse ved Forvaltningshøjskolen, besluttede jeg mig for at starte på det. Det indebar, at man havde en ugentlig fridag, der blev tilbragt på skolebænken, gratis lærebøger og fri til eksamen. Da fik jeg min sag for! Jeg husker endnu, dengang den første opgave i Nationaløkonomi skulle afleveres, da tog jeg alene i sommerhus for i al ensomhed at prøve at finde hoved og hale i Nationens økonomi, så vidt jeg husker var det ikke lige i det fag jeg scorede point. Til gengæld kunne jeg slet ikke få nok af fag som Statsret og Forvaltningsret, de passede ligesom bedre til mit temperament.
Det blev til 4 år med job og skolegang samtidig, egentlig ville jeg gerne have fortsat med at gå i skole, men fagene der blev udbudt, henvendte sig hovedsagelig til den kommunale verden, derfor var det lidt svært at forsvare fortsat skolegang. Yderligere hed det sig, at man skulle have Forvaltningshøjskolens 2 årige grunduddannelse, for at få den dengang så eftertragtede overassistent titel, men da jeg så nye kolleger blive overassistenter, uden at have så meget som sat en fod på Forvaltningshøjskolen, tabte jeg ligesom lidt troen på det hele.
Hvad så? Jeg har det jo med at rode mig ud i alverdens ting (sjovt nok, så har jeg set, at der er andre blogskrivere, der har det på samme måde) og det næste var fagforeningsarbejde for civilt ansatte i Forsvaret.
Bestyrelsesarbejdet indenfor Fagbevægelsen bød på en del fantastiske kurser, hvor man arbejdede meget med selvudvikling, de kurser sammenholdt med, hvad jeg havde lært på Forsvarets leder- og mellemlederkurser og ikke mindst de 4 år på Forvaltningshøjskolen åbnede langsomt mine øjne for, at Forsvaret og Annette nok var groet i hver sin retning og ikke passede sammen længere. Under denne øjenåbningsproces søgte jeg forskellige former for orlov, som regeringen havde åbnet mulighed for, alt blev afslået og derefter besluttede jeg mig for at standse samarbejdet. Jeg måtte ud og se hvordan verden så ud uden for hegnet.
Ville jeg have gjort tingene anderledes, hvis jeg havde haft mulighed for det? Jeg har ikke et eneste øjeblik fortrudt, at jeg begyndte som konstabelelev, men undervejs er der måske nogle ting, som jeg ville have gjort anderledes. Min mand plejer at sige, at man tager en beslutning ud fra de givne omstændigheder, der er i det øjeblik beslutningen tages og fortrydelse eksisterer ikke. Og egentlig synes jeg nok, at med 26 år inden for det danske Forsvar, så har jeg aftjent min værnepligt ☺.
Hvad der så skete sidenhen, det må komme en anden god gang ☺.
